23948sdkhjf

Her er den nye forbrugerombudsmand

Vicedirektøren i Folketingets Administration afløser Christina Toftegaard Nielsen som forbrugerombudsmand

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) har udpeget, hvem der skal afløse Christina Toftegaard Nielsen som forbrugerombudsmand.

Valget er faldet på den 54-årige jurist Torben Jensen, der er vicedirektør i Folketingets Administration og blandt andet har ansvaret for Folketingssekretariatet.

Han har tidligere været generalsekretær i Det Danske Advokatsamfund og kontorchef i Justitsministeriet.

- Med hans solide juridiske baggrund og mangeårige ledererfaring er jeg overbevist om, at han er den rette til at videreføre og udvikle forbrugerombudsmandens vigtige arbejde, siger Morten Bødskov om udnævnelsen.

Torben Jensen tiltræder 1. januar og får følgende afskedssalut med af sin nuværende chef, folketingsformand Søren Gade (V).

- Jeg er ærgerlig over, at Torben Jensen stopper som vicedirektør i Folketinget.Vi mister en fremragende folketingssekretær og en stor juridisk kapacitet, som har været meget værdsat blandt medlemmer og ansatte. På den anden side ønsker jeg Torben Jensen tillykke, siger formanden.

Torben Jensen er den sjette forbrugerombudsmand, siden Forbrugerombudsmandsinstitutionen blev oprettet i 1975.

Christina Toftegaard Nielsen har været ansat siden 2015 på en åremålskontrakt, der stod til at udløbe, og derfor blev jagten på hendes afløser sat ind.

Forbrugerombudsmandens opgave er at holde øje med, at virksomheder overholder markedsføringsloven og andre love, der skal beskytte forbrugerne.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.297